E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:56

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunde være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunde modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen. 

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort følelsesmenneske og i besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første øjekast, at de legemelige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whittefields og andres tale. 

Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som de mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide rende ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femten tusind mennesker, men der skete ingen "Tegn og Undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel: han skriver i sin dagbog for 21. Maj 1739: I dag svarede Vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dærlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 mennesker i fri luft. Snart en, snart en anden styrtede til jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse. Ophidselsen var så mægtig, tilføjer forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle sider. 

I begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes pæ disse ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. 

Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener,som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: »dobbelt personlighed«, men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævelbesættelse. Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende entusiastisk som Whilefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforligenlige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans blå øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edwards forkyndelse. Der var mere håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. 

Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikenmåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, England nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunne stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige los på en Pøbelhob og så tage særligt sigte på lederen, og det varede sjældent længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning.

"dagens by 16-maj-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Vordingborg

Vordingborgs våben.pngVordingborg er en by og købstad  Sydsjælland og er hovedby i Vordingborg Kommune, der hører under Region Sjælland. Byen ligger ved Masnedsund og er via en bro forbundet til Masnedø og videre over Storstrømsbroen til Falster.

Det er usikkert, hvornår det ældste borgsted er opstået på banken, men Valdemar den Store opførte en borg på stedet i 1157. Kongen ønskede et samlingssted for sin flåde til forsvar og angreb imod venderne og havde samlet sine skibe i havnen neden for borgen, så de var klar til anvendelse. Vordingborg by opstod vist i begyndelsen af 1100-tallet, men fik først nævneværdig betydning med borgens fremkomst. Valdemar drog i krig mod venderne sammen med Biskop Absalon, og i 1169 gik den danske hær i land på Rügen og erobrede borgen Arkona. Valdemar vendte sejrrigt hjem til Vordingborg, hvor han døde på sin borg Worthing i 1182.

Den næste Valdemar i rækken, Valdemar Sejr, var ofte bosiddende på borgen og brugte den hyppigt til afholdelse af danehof. I sit dødsår 1241 stadfæstede han Jyske Lov som national gældende lov for Kongeriget Danmark. sortebrødrekloster stiftede 1253 et kloster i byen, men dets beliggenhed er uvis. Der blev afholdt adskillige rigsforsamlinger i byen: 1255, 1282, 1283 og 1284. I 1296 blev der sluttet forlig mellem Erik Menved og Hertug Valdemar af Sønderjylland, og Valdemar måtte afgive Als, Ærø og Femern til kongen. Christoffer 2. kronedes i Vordingborg i 1324 og et bryllup sattes i værk på borgen mellem hans datter Margrethe og Ludwig af Brandenburg. Kongen måtte gå i landflygtighed i 1326.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Søg Herren, så skal I leve, ellers bryder han løs mod Josefs hus som ild, der fortærer, uden at nogen i Betel kan slukke den."
Profeten Amos (Amos 5,6)