I midten af forrige århundrede opstod en indflydelsesrig skole af lærde, som påstod, at Nytestamentes bøger var forfattet meget sent. Brevene var skrevet i det 2. århundrede og evangelierne så sent som i det 4. århundrede. En følgekonklusion måtte blive, at ingen af skrifterne var forfattet af apostlene, som de påstod sig at være. 

Man mente, at alt overnaturligt i skrifterne var lagt til senere af de kristne, og da evangelierne brugte en del plads til at beskrive Jesu undergerninger og mirakler, måtte de placeres meget sent for at give beretningerne tid nok til at udvikle sig. 

Man havde den opfattelse, at Jesus som historisk person blot var et almindeligt menneske. Alt overnaturligt, som vi finder det i evangelierne, var blevet tillagt ham af senere tiders kristne. Derfor mente man, at jo ældre skrifter, man kunne finde, jo mere ville mennesket Jesus træde frem, uden den overnaturlige pragt, som var blevet ham påtvunget af den voksende kirke. 

Disse lærde havde en del "gode kort på hånden". Om de ikke kunne bevise deres påstand, kunne det i hvert tilfælde blive svært at modbevise den, bl.a. af følgende grunde: 

1) Israels jord var meget fattig på skriftsfund. 

2) I den periode, de Nytestamentlige skrifter blev affattet var der selvsagt ikke nogen bogtrykkerkunst. Alt blev skrevet i hånden, hvorfor skrifter var sjældne. 

3) Bøger (Codex) kostede mange penge at fremstille. En bog var en værdifuld genstand. Når Paulus i 2.Tim.4.13 beder Timoteus om at medbringe Paulus´ bøger, især dem på pergament (eller skindbøger), så var det fordi, at de var næsten uerstattelige. 

Til produktionen af et gennemsnits Ny testamente (25x19 cm) i pergament (skind) skulle der skind af 50 - 60 dyr (geder eller får) til. Dette gjorde pergamentskrifter til en sjælden og værdifuld vare. 

4) Evangeliet var i de første århundreder foragtet af de intellektuelle og forkastet af jøderne selv, hvilket publikummet. 

5) De kristne blev forfulgt af de romerske kejsere i de 3 første århundreder, og deres bøger blev brændt. Derfor blev evangelierne og brevene produceret som små bøger, der cirkulerede mellem de troende, indtil Konstantin blev kejser og legaliserede den kristne tro i år 313 e.kr. 

Alligevel har det vist sig, at den kristne tro bredte sig som en steppebrand ud over hele den daværende verden. De Ny Testamentlige bøger blev afskrevet og fordelt ud i alle verdenshjørner. Og nogle af dem har overlevet indtil vore dage, og er fundet inden for de sidste 200 år! Fundet af disse har har gjort det tvingende nødvendigt at revurdere nogle af de liberale synspunkter, som før blev fremholdt så stærkt. 

Faktisk er Ny testamentlige skrifter "sprøjtet" ud af ødemarken de sidste år - og det tyder på, at det ikke er slut endnu. Meget er gået tabt, fordi man ikke vidste, hvad man havde med at gøre. Det, som blev reddet, blev ofte reddet på næsten mirakuløs måde (Læs næste artikel: "De mest fantastiske skriftsfund"). 

Det mest spændende omkring de seneste århundreders skriftsfund er, at selvom de bragte os tættere og tættere på det oprindelige affattelsestidspunkt, så ændredes indholdet ikke, og mennesket Jesus trådte ikke frem for vore øjne. Miraklerne og underne havde været der fra starten! 

Tilligemed viste det sig, at der praktisk talt ikke var nogen forskelle mellem de yngste og de ældste manuskripter. Indholdet var det samme. Alle afskrivere, selvstændige eller under kontrol, under eller efter forfølgelserne, havde afskrevet med største omhu. 

Idag er det almindelig accepteret, at alle bøger er skrevet inden for det første århundrede; Fra år 47 (Jakobs brev) til år 95 (Johannes Åbenbaring). Det kan ikke være anderledes med de fund, som er gjort blot inden for de sidste århundreder. 

Lad mig igen citere én af de mest respekterede videnskabsmænd, når det gælder gamle håndskrifter, Frederic Kenyon: 

"Tidsintervallet mellem den oprindelige affattelsesdato og de første håndskrifter, vi har til vor rådighed, er så lille, at det praktisk talt ingen rolle spiller. Hermed forsvinder også den sidste rest af tvivl om, at skrifterne i alt væsentligt er videregivet os således som de oprindeligt er affattede. Vi kan nu betragte det som endegyldigt bevist, at de nytestamentlige bøger, som vi har dem, både er autentiske og stort set pålidelige.