1. Vi kan få en retfærdighed, som giver os ret til en plads i Himmelen. Der kræves ikke, at vi skal kunne forklare teologisk teori. På en let forståelig måde forklarer Bibelen alt, hvad vi behøver at vide eller forstå.
"Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus", Rom. 3, 23-24.
Det første faktum, vi må erkende, er, at vi alle har syndet. Guds altseende øje ser alle vore tanker, alle vore ord og alle vore handlinger. For hans alvidenhed kan vi ikke skjule noget som helst, heller ikke noget der måske har skadet andre, og som til tider plager vor egen samvittighed. "I skal få eders synder at mærke, den skal nok finde eder", 4. Mos. 32, 23. Denne erfaring har vi vel alle haft, når skyldfølelse og samvittighedsnag har plaget os.
2. Den, som har syndet, har ingen ret til Himmelen, for kun syndfrie mennesker kan komme derind. Guds vej til retfærdighed indbefatter derfor en guddommelig løsning på syndens problem.
"Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn; kun de, der står skrevet i Lammets Bog, som er Livets Bog", Åb. 21, 27.
Selv om vi på grund af vore overtrædelser har mistet retten til det evige liv, er dette evige liv alligevel opnåelig, som en nådegave fra Gud: "Thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre", Rom. 6, 23.
3. Guds fuldkomne lov, som vi har overtrådt, kan ikke sættes til side. Gud så, at den eneste vej til fritagelse fra overtræderens løn var, at en stedfortræder tog straffen i vort sted.
Evangelie-profeten siger om Messias: "Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår", Es. 53, 5.
"Den som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham", 2. Kor. 5, 21.
"Kristus blev behandlet som vi fortjener det, for at vi kunne blive behandlet som han fortjener det. Han blev dømt for vore synder, som han ikke havde nogen andel i, for at vi kunne blive retfærdiggjort ved hans retfærdighed, som vi ikke havde nogen andel i. Han led den død, som tilkom os, for at vi kunne få det liv, som han havde", E. G. White, Slægternes Håb, s. 13.
4. Selv om vi ikke fuldt ud forstår denne del af frelsens natur, kan vi alligevel tro, for Gud siger det i sit Ord. Og heldigvis er en sådan tro alt, hvad vi behøver!
"Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", Joh. 3, 16.
Jesus sagde: "Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig, skal leve, om han end dør", oh. 11, 25.
Apostlen Peter siger om Jesus: "Enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn", Ap.g. 11, 43.
5. Ægte tro på Jesus påvirker vor livsstil.
Om Abraham, som kaldes de troendes fader, siger Guds Ord: "Du ser altså, at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse", Jak. 2, 22.
Det liv, som er et naturligt resultat af vor tro og omvendelse, giver sig udslag i hele vor livsførelse. Men æren tilkommer Kristus og ham alene: "Og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig", Gal. 2, 20.
6. Det kan virke, som om nogen tekster i Bibelen bekræfter lovens gyldighed, medens andre tekster hævder, at loven er afskaffet. Forklaringen er enkel:
Bibelen taler om to forskellige love, én som er afskaffet og én som står ved magt evigt.
Gud skrev på stentavlerne: "de ti ord, som Herren have talt til eder på bjerget ud fra ilden, den dag I var forsamlet. Og Herren overgav mig dem. Så vendte jeg mig bort og steg ned fra bjerget og lagde tavlerne i den ark, jeg havde lavet", 5. Mos. 10, 4-5.
Læg mærke til disse to kendsgerninger:
1. Gud skrev dem på stentavlerne.
2. De blev langt inden i Pagtens Ark.
Læs så hvad Bibelen siger om den anden lov: "Da Moses var færdig med at nedskrive denne lovs ord fra ende til anden i en bog, bød han levitterne, der bar Herrens Pagts Ark: Tag denne lovbog og læg den ved siden af Herren eders Guds Pagts Ark, for at den kan være et vidne imod dig", 5. Mos. 31, 24-26.
Kendsgerningerne om denne lov er altså anderledes end for De Ti Bud:
1. Moses skrev den, ikke Gud.
2. Han skrev den i en bog, ikke på stentavler.
3. Den blev lagt ved siden af Arken, ikke i arken.
4. Den lå der ved siden af arken som "et vidne imod dig".
7. Den ene af disse to love, Moseloven, er afskaffet.
"Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset", Kol. 2, 14.
Resultatet af denne afskaffelse fremgår af de følgende vers: "Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen ken en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus", Kol. 2, 16-17.
Det er Moseloven, som handler om madoffer og drikoffer, nymånedage, påske- og pinsehøjtider og sabbater, som er en "skygge" af det som skulle komme. Påskehøjtidernes centrale del var ofringen af påskelammet, "skyggen" af det sande påskelam, Jesus. I jødernes påskefejring indgik også to helligdage, den 14. og den 21. i måneden Nisan. Disse faldt altså på bestemte datoer, men på forskellige ugedag hvert år. Disse dato-sabbater er afskaffet.
I teksten, hvor disse højtider er nævnt, står der: "Dette er Herrens festtider, hvilke I skal udråbe som højtidsstævner, ... foruden Herrens sabbater", 3. Mos. 23, 37-38. Den ugentlige sabbat, påbudt i Ti-budsloven, faldt altid på den syvende ugedag, lørdagen. Den var altså anderledes end disse midlertidige skyggehelligdage.
8. Guds lov, De Ti Bud, der er skrevet med Guds egen finger på stentavlerne, står ved magt til evig tid. Ingen talte stærkere om dette end Jesus. Han sagde:
"Tro ikke jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: Før Himmel og jorden forgår skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen", Matt. 5, 17-18. Vi er sikre på at han talte om Ti-budsloven, for han citerede flere af De Ti Bud i samme forbindelse. Ifølge Jesu ord består denne lov så længe, som du ser Himmelen over dig og jorden under dig!
9. Mange kirkeledere er klar over forskellen mellem disse to love, den som gjaldt indtil korset, og den som gælder til evig tid.
Den Norske Kirkes skrifter indeholder følgende: "Lovens opfyldelse må begynde, og mere og mere opfyldes i os. Men vi taler ikke om ceremoniloven, men om den lov som er skrevet i vore hjerter, De Ti Bud", Konkordiabogen Bd. 2, s. 66.
Prof. Dr. Carl. Fr. Wisløff udtaler sig lige så tydeligt: "Ceremoniloven med dens ofringer o.lign. er ophævet i og med at den er opfyldt ved Jesu offer, som den skulle stå som et foreløbigt forbillede på. Men Moralloven, sådan som den er udtrykt i Guds Ti Bud, har Jesus hverken ophævet eller forbedret. Han ville ikke ophæve den, sagde han udtrykkeligt", Jeg ved på hvem jeg tror, Lunde Forlag, Norge, 1976, s. 74.
10. Respekt for loven er ikke slaveri, men et synligt vidnesbyrd på vor kærlighed til Gud.
"Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde", 1. Joh. 5, 3.
Enhver som er frelst af nåde, ved troen på Jesus, finder glæde i at adlyde den Gud de elsker!