E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
29 Apr 2017 19:25

Af Geoffrey Cain

Medierne er som bekendt ikke glade for Donald Trump, og selv i de såkaldet borgerlige aviser er det vanskeligt at finde noget positivt om ham. I JP s kultursektion påskemandag var der et to-siders indlæg om mediers løgne og fordrejninger, kort sagt: det der i moderne sprogbrug hedder "fake news". Og hvem har nu "hoved" ansvaret for det monstro? Ifølge artiklen var det ikke usandsynligt, at alle disse vederstyggeligheder var kommet ind i verden sammen med Donald Trump, eftersom før hans komme herskede der kun sandhed, og løgne var forbudt. Hvilket er nyt for mig. Uffe Ellemann-Jensen har offentligt indrømmet, at uden løgn var det aldrig lykkedes politikerne? at gelejde den godtroende befolkning ind i EU. Og det er kun ét eksempel på den tsunami af usandheder, vi dagligt bliver udsat for.

Tænk blot på det røde DR, der blandt mange andre propagandanumre, gav os en revideret udgave af danmarkshistorien i makværket 1864, en film som ifølge selve ophavsmanden, Ingolf Gabold, først og fremmest skulle miskreditere Dansk Folkeparti. Og så en tredje indrømmelse: Lars Trier Mogensen har vedgået, at han dengang som Politiken-ansat og lederskribent kappedes med Tøger Seidenfaden om, hvem der kunne kaste mest smuds på Pia Kjærsgaard.

Listen er uendelig lang, idet de etablerede medier uantastet har solgt “fake news" som uangribelige sandheder i et kvart århundrede. Og ikke kun i Danmark. I 2003 viste det sig, at New York Times - hint bolværk af sanddruelighed - havde tilladt journalisten Jayson Blair at bringe falske nyheder, og BBC har gjort det samme. Og når man tænker på alle de krumspring, der er blevet begået for at hindre den danske befolkning i at kende omfanget af indvandring fra de muslimske lande, så tager man sig til hovedet over de selvsamme autoriteters beskyldninger mod Donald Trump. De har uden blusel præsenteret ham som en moderne udgave af Antikrist, og New York Times chefredaktør Arthur Sulzberger har halvt indrømmet, at avisen i virkeligheden havde gjort kampagne for at få Hillary Clinton valgt ind i Det Hvide Hus. Ren politik.

Men det stopper ikke dér. Selv de ord, vi bruger til at beskrive samfundsudviklingen, har på mystisk vis fået en ny og helt anderledes betydning. Hvilket enhver, der gider ulejlige sig med at slå ordet “humanisme" op, hurtigt kan komme underfund med. Og så alle de andre kreative fordrejninger. Hvem har ?stjålet ord som "patriotisme" (som nu næsten er forsvundet fra daglig tale) og i stedet givet os semantiske misfostre som “to-sproget", “nydansker", inklusion", "islamofobi", "racisme", “mangfoldighed", "rummelighed", "kriminalitetstruet", der alle samme har til formål at skjule virkeligheden i stedet for at åbenbare den.

Og det er Trump der har opfundet “fake news"? Den skal man længere ud på landet med?.

"dagens by 25-okt-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Storvorde

Storvorde kirke (Aalborg).JPGStorvorde er en satellitby til Aalborg med 3.306 indbyggere (2014) inkl. landsbyen Sejlflod, som byen er vokset sammen med via det fælles stadion Storvorde Sejlflod Stadion og idrætshallen Båndbyhallen. Storvorde er beliggende i det østlige Himmerland 14 km øst for Aalborg.

Storvorde bliver første gang nævnt i 1345 under navnet Yterworthugh.

I 1534 var Skipper Clement på flugt fra Aalborg og blev pågrebet i Storvorde af bonden Esbern Nielsen, der som belønning fik en Krongaard, der lå næsten midt inde i byen indtil 1985, da gården måtte vige for et nyt boligkompleks med navnet Klementsparken.

I 1896 fik byen en egentlig præstegård, komplet med lade, forpagterbolig og en prægtig præstegårdshave. I 1900 åbnede Aalborg-Hadsund Jernbane med station i Storvorde. Den var på det tidspunkt kun en landsby med en lille samling huse og nogle gårde, men byen voksede op omkring jernbanen. Et hotel åbnede som resultat af de nye tider og var samlingspunkt for hele Storvorde og omegn i mange år.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Kirkens bønnemøder udstiller klart og tydeligt kirkens åndelige tilstand.
Charles G. Finney